Analyse: Troværdighed er vigtigere end kvalitet
Det er ikke overraskende, mener brandingekspert
Resultatet er ifølge brandingekspert Anette Maria Christensen fra Koncept Marketing ikke overraskende. Netop derfor handler moderne markedsføring om profilering af virksomheden gennem historiefortælling og ikke gennem reklame, mener hun.
Koncept Marketing foretog undersøgelsen sammen med analysebureauet Enigma Insight, og 70 virksomheder har medvirket. De adspurgte virksomheder er enten selv i fødevarebranchen eller leverandører til branchen.
Deltagerne kunne i undersøgelsen blandt 10 ord vælge dem, som de opfattede som vigtigst for deres virksomheds profilering. 29 procent valgte troværdighed, mens kvalitet indtog andenpladsen med 16 procent, efterfulgt af service med 10 procent.
- Strategi er vigtig
42 procent af de adspurgte virksomheder oplyser, at de har et aktuelt behov for kundeundersøgelser, mens 27 procent af virksomhederne vil satse på strategisk markedsføring i 2015. Undersøgelsen viser også, at 21 procent af virksomhederne vil arbejde med brand building, mens det kun er 17 procent, som kunne tænke sig en decideret brandingstrategi.
- Vi har med undersøgelsen fået bekræftet, at rigtigt mange virksomheder er opmærksomme på strategisk markedsføring, men også at virksomhederne endnu ikke forstår, hvor vigtigt det er at have en strategi på området. Det er et problem. For et anerkendt og velkendt brand kommer ikke af sig selv. Det kræver en skarp strategi, fuldt fokus – og masser af hands-on implementering at nå dertil, siger Anette Maria Christensen.